Skade holdt Martin væk fra fodbold i næsten tre år: Nu skal han spille mod et superligahold

Faktisk er det næsten på dato tre år siden. Tre år siden, at en dengang blot 21-årige Martin Riis blev ramt af det, der uden at overdrive kan kaldes en skrækskade.
Et ødelagt korsbånd og en meniskrodsskade var resultatet af en fodboldkamp på det, Martin Riis kalder en dårlig kunstgræsbane i Horsens.
Datoen var den 2. september 2022. Den 29. september blev han opereret, og forude lå ikke bare seks uger, hvor han ikke måtte støtte på benet, og seks uger, hvor det ikke måtte bøjes. Han måtte igennem fire måneders sygemelding, endnu flere måneders genoptræning. Og så var det endda langt fra sikkert, at han kunne vende tilbage til det, han så gerne ville: spille fodbold.
”Jeg var tæt på at give op”, erkender han i dag.
Livets fodboldkamp på ”Mosen”
Tilbage er han dog kommet.
Her tre år senere løber han i aften på banen sammen med sine holdkammerater på Kolding Boldklubs tophold i Jyllandsserien 2 til ikke bare årets kamp på ”Mosen”, men måske deres fodboldlivs sjoveste, mest spændende og i hvert fald mest udfordrende kamp til dato: En kamp i tredje runde af DBU Pokalen.
Modstanderen er Silkeborg IF fra Superligaen. Pokalfinalister de seneste to år og i 2024 vandt de rød-hvide fra Søhøjlandet endda finalen ved at slå AGF i Parken 1-0.
Martin Riis er KB’s anfører. I hvert fald viceanfører, for det er det, han officielt er på vores jyllandsseriehold, men i de seneste kampe har han ageret anfører i Enes Karabeks fravær.
Selv om han har spillet med siden slutningen af forårssæsonen, kæmper han stadig lidt med formen, synes han. Eller som han udtrykker det:
”Det er hårdt at spille 90 minutter”.
Den gamle historie om Skagen
Hårdt – måske endda tæt på umuligt – bliver det for Martin Riis og holdkammeraterne i aften.
En sejr til KB vil vække mindelser om dengang, Skagen slog Brøndby på udebane efter en straffesparkskonkurrence. Det var i 1987 – for 38 år siden – mange år før de nuværende KB-spillere blev født. Men uanset alder – de fleste fodboldspillere har hørt eller læst om den kamp.
For Martin Riis er håbet til en begyndelse ”blot”, at KB kan holde gæsterne fra at score i de første 45 minutter.
”Det vil bare give en kæmpegejst i pausen”, forudser han.
Under alle omstændigheder glæder han sig til duften af ”en fed atmosfære og pølser på grillen”. Samt naturligvis en fodboldoplevelse langt ud over det sædvanlige.
”Det bliver helt sikkert en megafed oplevelse. Det bliver sjovt at måle sig med nogle af de bedste i landet og finde ud af, hvor gode vi er reelt er”, siger han.
Fordelen, som Skagen ikke havde
Hvor gode synes du selv, at I er?
”Som vi spiller nu, har vi niveau som et danmarksseriehold”, siger han.
Men selv fra Danmarksserien er der langt til Superligaen. Martin Riis & co. har i det mindste en fordel, som Skagen ikke havde dengang i 1987. KB spiller på hjemmebane.
Med kampstart kl. 18.30. Der åbnes for entré allerede kl. 17.00.
KB-medlemmer, KB-frivillige i forbindelse med kampen samt børn og unge under 16 år har gratis adgang, mens alle andre skal betale 50 kroner for at kigge med.
Fakta:
Martin Riis kort fortalt
Alder: 24 år – født den 15. november 2000.
Familieforhold: Samboende med kæresten Frederikke Ladefoged, der i øvrigt efter nogle års pause igen er begyndt at spille fodbold.
Uddannelse: Elektriker.
Job: Elektriker hos TK-Tek på Ambolten i Kolding – hos hvem han også begyndte som lærling, da han blot var 16 år.
Position på banen: Angriber.
Favoritspiller: Lionel Messi
Favoritklub: FC Barcelona