Det blev hverken FCK eller Brøndby: Men KB trækker superligahold på hjemmebane

”Det skal nok blive sjovt”.
Sådan lød det fra Jes Bekke, da det stod klart, hvem Kolding Boldklub skal møde i DBU-pokalen.
På forhånd havde KB-træneren ønsket FCK, Brøndby eller KIF. Det blev ingen af dem. Men et superligahold trods alt.
Tirsdag den 23., onsdag den 24. eller torsdag den 25. september kommer Silkeborgs superligaspillere til Kolding for at møde KB’s jyllandsseriehold i 1/16-finalen i DBU-pokalen.
Det er så det, KB-træner Jes Bekke kalder sjovt. Men også noget af en opgave.
”Vi bliver udfordret maksimalt. Det bliver dog også en fed oplevelse for os, for spillerne, og de får at se lidt af, hvad der kræves for at være med på øverste niveau”, siger Jes Bekke.
Respekt for Kent Nielsen
KB-træneren er dog ikke ved at koge over af begejstring ved udsigten til en kamp mod Silkeborg fra Superligaen. Ikke kun fordi det havde været sjovere med Brøndby eller FCK, men fordi Silkeborgs træner hedder Kent Nielsen.
Sædvanligvis vil et superligahold have noget svært ved at tage en modstander fra Jyllandsserien seriøst. Det gælder bare ikke et hold, der trænes af Kent Nielsen, påpeger Jes Bekke.
”Kent Nielsen tager ikke let på noget hold. Selvfølgelig vil spillerne nok undervurdere os, men Silkeborg har en træner, der er rutineret nok til at sætte sine spillere op. Mon ikke de vil gå efter at lukke kampen hurtigst muligt og derefter tage det mere roligt”, lyder forhåndsanalysen fra Jes Bekke.
Og han har noget at have det i. Silkeborg har været i pokalfinalen to år i streg. I 2024 blev det sågar til en finalesejr over AGF i Parken.
Helst kamp på Mosen
Jes Bekke håber i øvrigt, at kampen kan blive afviklet på ”Mosen” – på KB’s sædvanlige hjemmebane. Sikkerhedsforanstaltningerne vil ikke være så store, at en flytning til Kolding Stadion vil være nødvendig, mener KB-træneren.
”Mosen er vores hjemmebane”, argumenterer han.
Det er dog et spørgsmål, KB’s bestyrelse skal finde et svar på i løbet af de nærmeste dage.
Sjovt og interessant bliver det uanset hvad. Selvfølgelig først og fremmest for KB’s egne spillere.
Spillerne glæder sig
”Spillerne glæder sig. De skal spille mod nogle af dem, de ser i fjernsynet hver søndag. Og de skal nyde det”, siger Jes Bekke og tilføjer:
”Nu håber vi bare, at der kommer nogle tilskuere”.
Vi kan så tilføje – hvad enten det bliver på ”Mosen” eller Kolding Stadion.
Også det kan blive udfordring. KIF trak nemlig også hjemmebane og en superligamodstander.
KIF skal møde Nordsjælland.